Debat oplæg til mandag 5. januar
Med dagens undervisning i baghovedet er jeg kommet til at tænke på en ikke ret gammel sag fra praksis.
En dreng på knap 3 år fortæller i dagplejen, at hans mor og far slår ham og hinanden. Drengen har ikke tidligere sagt noget af samme slags og har ikke umiddelbart blå mærker eller lign. som kan underbygge hans påstand. Drengen er en “vild” dreng, som til tider leger vilde lege og det pædagogiske personale ved, at legene hjemme med mor og far også kan være vilde. Drengens primære pædagogiske kontakt vælger, at lave en underretning på baggrund af drengens udtale. Dette skaber vrede hos forældrene, som taler med store ord overfor personalet, men vælger dog at drengen skal forblive i dagplejen indtil børnehave start.
Min tanker går på hvor hurtig man skal lave en underretning? Skal man altid handle udfra børns udtalelser, eller skal man se tiden lidt an for at undersøge det lidt nærmere?
Jeg glæder mig til at høre jeres kloge tanker om dette:)
En dreng på knap 3 år fortæller i dagplejen, at hans mor og far slår ham og hinanden. Drengen har ikke tidligere sagt noget af samme slags og har ikke umiddelbart blå mærker eller lign. som kan underbygge hans påstand. Drengen er en “vild” dreng, som til tider leger vilde lege og det pædagogiske personale ved, at legene hjemme med mor og far også kan være vilde. Drengens primære pædagogiske kontakt vælger, at lave en underretning på baggrund af drengens udtale. Dette skaber vrede hos forældrene, som taler med store ord overfor personalet, men vælger dog at drengen skal forblive i dagplejen indtil børnehave start.
Min tanker går på hvor hurtig man skal lave en underretning? Skal man altid handle udfra børns udtalelser, eller skal man se tiden lidt an for at undersøge det lidt nærmere?
Jeg glæder mig til at høre jeres kloge tanker om dette:)
Jeg tænker at man virkelig skal passe på med underretninger i sådanne sager, uden tydelige beviser på, at der rent faktisk er en sag. Jeg tænker at børn i den alder, kan have svært ved at skelne mellem deres fantasi og virkelighed.
SvarSletHvis jeg havde været drengens primære kontakt pædagog, ville jeg have nævnt det for det øvrige pædagogiske personale, så alle kun være opmærksomme på drengen og forældrene. Jeg ville også hive fat i forældrene, og med et glimt i øjet, nævne for dem, hvad drengen havde fortalt idag. Det kunne jo være der var en forklaring - at de havde leget vildt og slogs for sjovt i weekenden?
Det er virkelig et interessant etisk dilemma Lone. Det vækker følelser hos os fordi vi der er meet på spil både hos far mor og barn, samt hos relationen mellem institution og familie.dernæst er der jo også en lovgivning der skal arbejdes med. Glæder mig til at høre hvordan I arbejder med den type i praksis og hvad I andre tænker :-)
SvarSletSpændende debat. Det er vores pligt, at tage disse sager seriøst. Men... Børn i den aldersgruppe har som regel en livlig fantasi og forstår ikke alvoren af sådanne udtalelser. Jeg ville se på barnets generelle trivsel. Er der noget der indikere, at barnet mistrives. Hvordan agerer barnet i hverdagen, er der noget der ændres. Hvordan er barnet socialt. Hvordan er samspil mellem barnet og forældre. Det er en gråzone og et psykologisk dilemma.
SvarSletJeg kan kun melde mig i koret, her tænker jeg at der uden tvivl har været følelsen af et tillidsbrud. Jeg mener klart at man skulle ha snakket med forældrene inden man lavede en underretning. Igen godt indlæg Lone, glæder mig til debatten imorgen.
SvarSletSpændene oplæg.
SvarSletGlæder mig til debatten i morgen. Det er jo altid tid let og sidder her og komme med kommentar på hvad man skulle have gjort. men i situation syntes jeg bestemt bare det er vigtigt der er gjort noget, og man ikke bare har lukket øjnene. Men som de andre skriver tænker jeg også der måske skulle have været holdt et møde med forældrene først. Og i hvert fald givet sin bekymring til kende og så se hvad forældrene ville have sagt til det.
Enig i at man i denne situation skal prøve at indrage forældrene først.
SvarSlet