Praksisbesøg
Sammen med min studiegruppe var vi på besøg på en af Grenens åbne afdelinger i Glesborg. For mig var det et ukendt område af den pædagogiske praksis, at komme ud blandt unge med så store problemer, da min erfaring ligger indenfor dagtilbudspædagogik. Jeg havde forinden gjordt mig tanker om hvad jeg kunne møde, både tanker omkring de fysiske rammer, men også omkring de unge som vi ville møde.
På stedet ser vi nogle fysiske rammer, som ser ud til at kan opfylde de behov de unge måtte have. Der er enkeltværelse med eget bad, så de har en rimelig grad af privathed. Der er mulighed for mange typer af fysisk aktivitet i form af motionsrum, hal, kanoer, den omlæggende natur og en masse andet. Stedet har også et hav af værksteder, hvor de unge sammen med personalet, kan være kreative på en masse forskellige måder. Her tænker jeg især på, at tanken om, at være sammen om et fælles tredje er rigtig meget tilstede, så personalet på en uformel måde kan skabe en relation til de unge. Vi hilser på forskellige personer fra personalet, som alle giver indtryk af at de er glade for at arbejde der og en del har været der over en længere årrække. Det betyder i min verden, at de kan og vil de unge.
Vi møder flere unge, som i de øjeblikke vi ser dem i, er rolige og hjemmevante. Nogle spiller brætspil med personalet, andre slapper af og nogle tredje ryger en cigaret på en overdækket terrasse.
De unge som bor på stedet, er unge som kommer fra et ophold på Grenens lukkede afdeling eller unge som kommer fra andre typer af sociale tilbud. Jeg får indtryk af, at Grenen er sidste chance for mange af de unge, da de har så store sociale udfordringer, at tidligere tiltag ikke har være nok til at hjælpe dem. Desværre er det langt fra største delen af dem, som kan “reddes” med sådan et ophold og de vender tilbage til det liv de levede inden, da de fleste er så skadede/påvirkede af de forudsætninger de har haft. Mange af dem lever med disse udfordringer resten af deres liv og giver med stor sandsynlighed dette videre til egne børn.
Da jeg efter besøget læser om institutionen på regionens hjemmeside, ser jeg en rigtig god sammenhæng mellem det jeg så og hørte på stedet og det, som de beskriver på hjemmesiden http://www.dok.rm.dk/forside/grenen---hvem-er-vi/toppen-og-roden/.
Åbenheden omkring struktur, regler og rammer, både på stedet og på hjemmesiden, giver en gennemsigtighed, som jeg finder en ro i og gør, at det ikke længere er så fremmed og “farligt”.Besøget har helt klart udvidet mit indblik i en ellers, for mig ukendt verden.
Jeg synes det er rigtig vigtigt, at vi som samfund, har steder som Grenen, men i den ideelle verden skulle der slet ikke være behov for det. Jeg står tilbage med tanken om hvordan vi, med det system vi har, kan gøre noget inden det går så galt?
Sammen med min studiegruppe var vi på besøg på en af Grenens åbne afdelinger i Glesborg. For mig var det et ukendt område af den pædagogiske praksis, at komme ud blandt unge med så store problemer, da min erfaring ligger indenfor dagtilbudspædagogik. Jeg havde forinden gjordt mig tanker om hvad jeg kunne møde, både tanker omkring de fysiske rammer, men også omkring de unge som vi ville møde.
På stedet ser vi nogle fysiske rammer, som ser ud til at kan opfylde de behov de unge måtte have. Der er enkeltværelse med eget bad, så de har en rimelig grad af privathed. Der er mulighed for mange typer af fysisk aktivitet i form af motionsrum, hal, kanoer, den omlæggende natur og en masse andet. Stedet har også et hav af værksteder, hvor de unge sammen med personalet, kan være kreative på en masse forskellige måder. Her tænker jeg især på, at tanken om, at være sammen om et fælles tredje er rigtig meget tilstede, så personalet på en uformel måde kan skabe en relation til de unge. Vi hilser på forskellige personer fra personalet, som alle giver indtryk af at de er glade for at arbejde der og en del har været der over en længere årrække. Det betyder i min verden, at de kan og vil de unge.
Vi møder flere unge, som i de øjeblikke vi ser dem i, er rolige og hjemmevante. Nogle spiller brætspil med personalet, andre slapper af og nogle tredje ryger en cigaret på en overdækket terrasse.
De unge som bor på stedet, er unge som kommer fra et ophold på Grenens lukkede afdeling eller unge som kommer fra andre typer af sociale tilbud. Jeg får indtryk af, at Grenen er sidste chance for mange af de unge, da de har så store sociale udfordringer, at tidligere tiltag ikke har være nok til at hjælpe dem. Desværre er det langt fra største delen af dem, som kan “reddes” med sådan et ophold og de vender tilbage til det liv de levede inden, da de fleste er så skadede/påvirkede af de forudsætninger de har haft. Mange af dem lever med disse udfordringer resten af deres liv og giver med stor sandsynlighed dette videre til egne børn.
Da jeg efter besøget læser om institutionen på regionens hjemmeside, ser jeg en rigtig god sammenhæng mellem det jeg så og hørte på stedet og det, som de beskriver på hjemmesiden http://www.dok.rm.dk/forside/grenen---hvem-er-vi/toppen-og-roden/.
Åbenheden omkring struktur, regler og rammer, både på stedet og på hjemmesiden, giver en gennemsigtighed, som jeg finder en ro i og gør, at det ikke længere er så fremmed og “farligt”.Besøget har helt klart udvidet mit indblik i en ellers, for mig ukendt verden.
Jeg synes det er rigtig vigtigt, at vi som samfund, har steder som Grenen, men i den ideelle verden skulle der slet ikke være behov for det. Jeg står tilbage med tanken om hvordan vi, med det system vi har, kan gøre noget inden det går så galt?
Hvor er det nogle gode refleksioner her Lone, det er jo begyndelsen til et rigtig godt debatoplæg om årsag virkning, arv, miljø osv. Og god stil med linket :-)
SvarSlet